Brugerundersøgelse 2011

I sommeren 2011 gennemførtes en online-brugerundersøgelse på JesusNet.dk. Vi skrev kortfattet om resultatet her. Herunder findes en lidt mere dybdegående rapport. Brugerundersøgelsens rå tal og input er også tilgængelig.

Baggrund

Så vidt vides er det den første deciderede spørgeskemaundersøgelse blandt JesusNet.dks brugere, der er foretaget. Rent praktisk blev spørgeskemaet oprettet – og siden udfyldt af respondenterne – i Google Docs. Dette er en prisbillig løsning, der også fungerer ganske udmærket.

Redaktionsudvalget samarbejdede om at formulere spørgeskemaet. Undersøgelsen blev annonceret på websitet, twitter, nyhedsbrev og facebook. 148 responderede i løbet af de 2 måneder, undersøgelsen var åben henover sommeren (16.06-18.08). Den forholdsvis lave deltagelse skyldes formentlig redaktionsudvalgets bevidste beslutning om ikke at anvende popup-reklamer for undersøgelsen, endvidere har sammenfald med sommerferiesæsonen sikkert også haft indflydelse. Vi regner dog med, at undersøgelsen alligevel giver et fingerpeg om de spørgsmål, vi har stillet til vores besøgende.

Demografi

Undersøgelsen viser, at der er god spredning i antallet af besøgende fra aldersgrupperne op til 55 år, hvor den største gruppe er de 18-24-årige. De indkomne besvarelser viser ret klart, at JesusNet.dk ikke bruges af seniorerne, som kun skriver sig for 15%. Endvidere ser det ud til, at vi står stærkest i Region Midtjylland, hvor 42% af respondenterne angiveligt bor – det er mere end dobbelt så mange, som i Region Syddanmark, der er nummer to på listen.

Besøgsfrekvens

Godt en fjerdedel af respondenterne besøgte første gang JesusNet.dk for mere end et år siden, men ikke mere end 3 år. De udgør den største gruppe efterfulgt af en næsten lige så stor gruppe, der besøgte JesusNet.dk for første gang for mere end 5 år siden. De sidste tre grupper, der inkluderer, dem, der besøgte JesusNet.dk første gang for 10 år siden og indenfor det sidste år, er lige store.

Mere end en fjerdedel angiver, at de besøger JesusNet.dk en gang om ugen – hvilket er den største gruppe – hvorimod kun 12% kigger forbi hver dag. Samlet set betyder det, at 39% af respondenterne besøger JesusNet.dk hyppigt. Det er kun 3%, der angiver, at de besøger JesusNet.dk en eller to gange om året eller sjældnere.

Selv om midtjyderne er de fleste, så er de ikke de flittigste. 30% af de midtjyske respondenter angiver, at de besøger JesusNet.dk mindst én gang om ugen, hvilket er ca. 9% under landsgennemsnittet. Nordjyderne og syddanskerne er de hyppigste besøgende – her er antallet af respondenter imidlertid så ringe, at usikkerheden er meget stor.

Blandt de 18-24-årige er det 28% procent, der angiver,a t de besøger JesusNet.dk en gang om ugen eller mere. Her er det de ældste (55+), der samlet set er de hyppigste besøgende med godt 60% i den samme statistik, selv om de er den mindste gruppe, skarpt forfulgt af de helt unge under 18 med 55%.

De 15%, som har været med helt fra starten, hænger stadig ved, idet ingen af dem besøger JesusNet.dk sjældnere end hver 2-3 måned. Knap 48% besøger stadig JesusNet.dk én gang om ugen eller mere. Også 44% af de, der har besøgt JesusNet.dk for første gang indenfor det sidste år, angiver at de besøger JesusNet.dk mindst én gang om ugen.

Konklusioner

De to væsentligste konklusioner, vi kan drage af de demografiske og besøgstallene er

  • JesusNet.dk tiltrækker ikke det grå guld (55+)
  • Vi har en god portion af loyale gæster, der spænder fra dem, der har været med fra starten og de, der først er kommet til for nylig.

På det indholdsmæssige område kan vi konkludere, at der særligt er efterlyst, at vi arbejder med

  • Alternativer – især video efterspørges – til den megen tekst, som JesusNet.dk består af.
  • Samtalerummet skal prioriteres – længere åbningstid, flere værter
  • Mere personlighed; besøgende skal gives større mulighed for at sætte ansigter på personer medvirkende JesusNet.dk

Omvendt kan vi konkludere, at følgende områder tilsyneladende ikke kræver den store prioritet

  • Andagtsrum
  • Bibelordsrefleksioner

Og endelig kan vi glæde os over, at der er overvejende positiv respons på den personlige kontakt. Dels udtrykkes der tilfredshed over den hjælp, der er givet, dels svarer de fleste af de 30 respondenter, der har gjort brug af personlig kontakt, at de gerne benytter sig af vores tilbud igen eller vil anbefale den til andre.

Selv om vi klarer opgaven med personlig opgave godt, så er der tydeligvis også behov for, at vi holder fast i at levere indhold og svar til den store procentdel, der giver udtryk for, at de primært buger JesusNet.dk til at søge efter viden og svar, som også 50% af de besøgende synes, vi er bedst til.

Peter Guldager Dahl
Åbyhøj, oktober 2011

Der er lukket for kommentarer.